Jennifer Lopez flopper med ny reklame
Kritikken hagler ned over Jennifer Lopez på grund af en ny Fiat-reklame, der udspiller sig i New York-bydelen Bronx.
Divaen lovpriser sit barndomskvarter, men det er nu kommet frem, at der er brugt stand-in
Lopez kunne nemlig ikke selv finde tid til køreturen gennem Bronx, så hun er filmet i et studie i Los Angeles, hvor hun sidder i en Fiat 500.
“Her er min verden. Stedet inspirerer mig til at være sejere, til at være skarpere, til at tænke hurtigere”, siger J.Lo og fortsætter: “I ser måske kun gader, men for mig er det en tumleplads”. Fiat fastholder bedraget i en pressemeddelelse, hvor det hedder, at Lopez “kører i en Fiat 500 Cabrio fra Manhattan til Bronx, hvor hun voksede op”. Bilproducenten må nu trække i land, men forsvarer fremgangsmåden:
“Spottet fortæller historien om, hvordan de simple ting i éns opvækst er med til at forklare, hvorfor vi er, som vi er og hvor vi er på vej hen. De kan også inspirere os, så vi opnår de mål, vi har sat os i tilværelsen”, siger talskvinden Dianna Gutierrez og slutter: “Man behøver ikke befinde sig på et bestemt sted for at være inspireret af det”.
Reklamen minder meget om én, Eminem indspillede for Chrysler sidste vinter – med den forskel, at rapperen selv sad bag rattet, da han kørte gennem barndomsbyen Detroit. Fiats lille film med Lopez får hug for andet end fupnummeret. Avisen Wall Street Journal bemærker således, at “reklamen er sovset ind i tyndslidte klichéer”.
