Casper Christensen vil lave film i Hollywood
Casper Christensen er så klar til at gøre karriere i USA, at han om to uger rejser til Los Angeles for at holde flere møder med meget kendte manuskriptforfattere. I dag har han købt Sussan Treshow ud af deres fælles produktionsselskab, Douglas Entertainment.
- Det lange mål er, at vi gerne skal åbne i USA om fem år. Måske før, siger Casper Christensen. Fra i dag er komikeren eneejer af produktionsselskabet Douglas Entertainment, som han i januar 2010 stiftede sammen med Sussan Treshow. – Ja, det er rigtigt, jeg har købt hende ud. Det er simpelthen noget med, hvordan man gerne vil drive virksomheden, og hvad målet er i fremtiden, som vi desværre ikke kunne finde ud af at blive enige om, bekræfter Casper Christensen. Han tøver ikke et splitssekund, da han bliver spurgt om, hvad hans fremtidsmål for produktionsselskabet er. Det er nemlig at lave film i USA. – Det er fiktionsdelen, det handler om. Vi har mange gode skrivere her på stedet, som er interesseret i at komme til at arbejde sammen med amerikanske skrivere, fordi de altså er dygtigere. Målet på den lange bane er at komme på skriveprojekter i USA, afslører Casper Christensen. Og hvis alt går, som Christensen ønsker det, skal han og hans skribenter i produktionsselskabet indenfor kort tid til at skrive filmmanuskripter på engelsk.
- Er du på vej til at skulle lave flere spillefilm? – Ja. Og det bliver i comedy-genren. Jeg bliver nødt til at blive ved det, jeg kender bedst, griner Casper Christensen. Komikeren er ikke meget for at spytte ud med, hvem det er, han skal mødes med i Los Angeles om to uger. Dog lykkes det at lokke ud af ham, at der er tale om manuskriptforfattere i filmbyen Hollywood.
