Boeing får ordre til 100 Mia. kroner


Emirates Airlines smider et trecifret milliard-beløb på bordet i den største handel i Boeings næsten 100-årige historie.

 

 

 

Den evindelige rivalisering mellem flymastodonterne Airbus fra Europa og Boeing fra USA får tilføjet et nyt kapitel: Amerikanerne har på Dubai Air Show landet en historisk ordre på 70 styk af modellen 777 med plads til 365 passagerer, skriver Bloomberg.

Det er flyshowets værter i de Forenede Arabiske Emirater, der har skrevet under på en slutseddel på et astronomisk beløb. Emirates Airlines forpligter sig til at købe 50 777′ere til en pris på 18 milliarder dollar – rundt regnet 100 milliarder kroner – og har fået option på yderligere 20 fly. Det kan bringe den samlede ordre op på 26 milliarder dollar eller godt 140 milliarder kroner. Flyene skal leveres fra 2015.

 

Emirates, der er vokset til verdens største internationale flyselskab, har allerede 94 fly af samme type i drift og 41 andre i ordre. Emirates har også bestilt i alt 90 eksemplarer af verdens største passagerfly, nemlig Boeing-konkurrenten Airbus’ dobbeltdækker A380 – 17 af dem er allerede på vingerne. Formanden for Emirates – Sheikh Ahmed bin Saeed Al Maktoum, onkel til Duabis regent Sheikh Mohammed bin Rashid Al Maktoum og i spidsen for en lang række af emiratets virksomheder og investeringer – overvejer også at bestille flere A380′ere.