Aldi laver nyt koncept


Aldi har åbnet to nye butikker på 1.000 kvadratmeter med brede gange og masser af plads og lys.

 

 

 

Varerne er de samme, men præsentationen og butikkens ydre såvel som det indre har fået et massivt løft i den nye udgave af verdens første discountkæde, tyske Aldi. Det skriver Dansk Handelsblad.

I løbet af tre dage i den første uge af november åbnede kædens danske del ifølge administrerende direktør Jan Lund butik nummer fire og fem i det nye butiksformat, som den internationale gigant Aldi Nord for nylig har haft premiere på i Belgien og i hjemlandet Tyskland.

Premiere-kunderne lod dog ikke til at vide meget om, at de var en del af en historisk dagligvare-begivenhed, da den første nye Aldi 3. november slog dørene op i Aarhus-bydelen Åbyhøj. Trafikken brød nærmest sammen i det regnfulde halvmørke på den lille vej i det søvnige villakvarter, hvor kæden tidligere på året havde lukket en nedslidt butik, og en lang morgen-kø af utålmodige kunder slangede sig rundt om den spritnye discountbutik med en kobberbelagt indgangsportal, før de på slaget ni blev sluppet ind.