PET mørklægger Sass-Larsen sag
Henrik Sass Larsen må leve med, at det formentlig aldrig bliver fuldstændig klarlagt, hvorfor han ikke kunne klare et sikkerhedstjek.
Chefen for PET, politimester Jakob Scharf har ingen planer om at offentliggøre alle sagens akter, fordi man derved videregiver fortrolige og personfølsomme oplysninger.
- De følsomme oplysninger, PET deler med en regering, og ikke mindst oplysningerne om, hvornår og hvordan dette sker, skal og må behandles fortroligt, og det er derfor ikke noget PET kan eller vil udtale sig om offentligt, siger Jakob Scharf. I et forsøg på at få sagen afsluttet vil Henrik Sass Larsen have lov at offentliggøre det 2-siders dokument fra PET, der kostede ham en ministerpost. – Jeg ønsker, at det dokument kommer frem. Hvis PET så har yderligere, de ønsker at lægge frem, så kom frisk. Jeg ønsker bare at få en afslutning på den her sag, og det kan vel kun være rimeligt i betragtning af, hvad jeg er blevet trukket igennem efterhånden. Jakob Scharf afviser meget håndfast, at man som hævdet af TV2 torsdag aften har foretaget overvågning eller aflytning af Henrik Sass Larsen.
- PET har heller ikke haft grundlag for at foretage sådanne efterforskningsskridt. PET har med andre ord på intet tidspunkt haft grundlag for at mistænke Henrik Sass Larsen for strafbare forhold, siger han. Juraprofessor Eva Smidt mener ikke, at Henrik Sass Larsen har krav på at få materialet mod ham at se. – Når PET oplyser, at der ikke er foregået aflytning eller efterforskning rettet mod Henrik Sass Larsen, så må det være sådan, at PET i givet fald kun har overhørt ham i telefonsamtaler, såfremt Sass Larsen har talt med andre, som der har været rettet efterforskning imod, siger Eva Smidt til ritzau.
Jakob Scharf kritiserer også i skarpe vendinger TV2 for ikke at tjekke sine kilder og for desuden at fremføre påstande fra anonyme kilder uden skyggen af forbehold. PET har pligt til at beskytte følsomme oplysninger. Man fortæller normalt ikke offentligt, hvem man efterforsker imod. – Og vi udtaler os derfor af helt principielle grunde ikke om sådanne oplysninger. Heller ikke anonymt skulle jeg hilse og sige, siger han. Han forklarer, at han fandt det nødvendigt at reagere hurtigt, da TV2’s oplysninger i høj grad var belastende, ikke bare for Henrik Sass Larsen, men også for PET.
