Kendis-homoer sure på Manu Sareen
Sjældent har så mange homoseksuelle været så vrede på en minister, som tilfældet er nu.
Først lod de sig besnakke af radikale Manu Sareen, der lovede at melde sig ud af folkekirken i protest, hvis ikke de homoseksuelle fik lov til at gifte sig i kirken på lige vilkår med de heteroseksuelle.
Men så blev Sareen selv kirkeminister og tilmed ligestillingsminister, og pludselig var det med ‘lige vilkår’ og samme ritual ikke så vigtigt. I hvert fald lod han i en kommentar d. 10. november i Politiken forstå, at det i hans optik ikke er så væsentligt, om de homoseksuelle efter en vielse i kirken kan kalde sig ægtefæller, som alle andre, eller om de må nøjes med en anden betegnelse – f.eks. ‘livsfæller’. Det har fået adskillige kendte bøsser til at flyve i harnisk. Og blandt de initiativer, de overvejer i kampen for at få Manu Sareen til at overholde sit valgløfte, er en landsdækkende underskriftindsamling på nettet.
- Ministeren må være dybt flov over den kovending. Er han så naiv, at han ikke forstår, at hvis homoseksuelle ikke får samme ritual og samme ordlyd som heteroseksuelle, så er det blot en forlængelse af den tidligere diskrimination. Det klæder ham absolut ikke at løbe fra sit valgløfte, og derfor overvejer jeg og andre lige nu, hvordan vi kan få stablet en slagkraftig underskriftindsamling på nettet på benene, siger Star Tour-direktør, Stig Elling. – Min mand, Steen og jeg har været sammen i 24 år, og vi har altid gerne villet giftes. Derfor har vi bestilt tid i kirken, så vi kan blive gift til foråret, men vi vil have ret til at kalde os ægtefæller, tilføjer Elling.
