McDonalds lyver om sin mad


Fødevarekontrollen er gået i aktion, efter at det tidligere kunne afsløres, at McDonald’s snyder ved at servere burgere, som vejer langt mindre, end burgerkæden påstår.

 

 

 

Fødevarestyrelsen har besøgt McDonald’s hovedkontor og mindst fem burgerbarer, hvor vægten af pommes frites og burgere er blevet kontrolleret.

Men i øjeblikket er der stor mystik om resultatet. Hverken burgerkæden eller Fødevarestyrelsen vil røbe det, for i øjeblikket drøfter parterne, om det er lovligt at servere mad, der vejer mindre end lovet.

Ved en fejl er Fødevarestyrelsen dog kommet til at lægge en kontrolrapport ud på sin hjemmeside. Rapporten er fra et af de fem besøg – fra McDonald’s i Rødovre. Restauranten har fået kritik i form af en indskærpelse for at vildlede forbrugerne:

- Ved kontrolvejning af færdigvarer, herunder burgere og pommes frites, blev det konstateret, at burgere og pommes frites vejede under de anpriste vægte i ernæringsinformationsfolderen, på bakkeserviet og hjemmesiden. Det står der i Fødevarestyrelsens kontrolrapport.